Cekics seneste udtalelse om Camres død på Twitter er hendes ret – men den gør mere skade end gavn

Cekics seneste udtalelse om Camres død på Twitter er hendes ret, men den gør mere skade end gavn. Der findes interviews med Camre, hvor han bestemt går til grænsen af det racistiske. Nogle vil sikkert mene, at han er racistisk. Måske. Måske ikke. Jeg ved det ikke. Racisme er selvfølgelig aldrig en løsning. Vi bør basere vores politik på fornuftbaseret logik, herunder epistemologisk viden – de sociokulturelle forudsætninger, som følger med masseindvandringen.

I DR’s korte og ikke så lidt venstreorienterede dokumentarfilm, Ordet fanger fra 2012, citeres hans indvandrerkritiske udtalelser. En af dem lyder: ”Vi har ret til at lukke vore grænser og vore pengekasser for dem, der ikke vil bekende sig til Vestens værdinormer. Vi har ret til at udvise dem, der i vort land fører krig mod os og vor kultur.” Dokumentarfilmen er præget af to politiske grupperinger: De som er for masseindvandringen, og de som er imod den. Interessant er det, at flere af de udtalelser, som samtlige politikkere kommer med i begyndelsen af filmen, står direkte i kontrast til den virkelighed, vi står i i dag. Eksempelvis pointerer den kære Dronning Margrethe, hvor dårlige vi er som værtsland til at tage imod de ny ankommende flygtninge. Det kniber med gæstfriheden, lyder det. Det er, med andre ord, os, som er problemet. Historien er en anden i dag, hvor hun i sin nye bog erkender, at vi har undervurderet integrationen:

”Vi troede nok, at den slags ting ville gå i sig selv. Hvis man gik på gaderne i København og drak det kommunale vand og tog den kommunale bus, blev man nok dansker i løbet af kort tid. Det var så indlysende for os, og derfor troede vi, at det måtte det også blive for dem, der slog sig ned og boede her. Sådan var det ikke. Det har vi lært. Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark. Det gør man ikke nødvendigvis,” lyder det.”

 

Poul Nyrup har travlt med at anklage Dansk Folkeparti for ikke at være stuerene. ”Stuerene, det bliver i aldrig.” Og Uffe Elleman har tilsyneladende travlt med at kritisere danskerne for ikke at være indvandrervenlige nok, og kan ikke dy sig for at flashe sin egen selvgodhed. “Det er ikke rimeligt. Derfor har jeg meldt mig selv som indsamler næste søndag. Jeg går ud med raslebøssen.” Samtlige politiske partier står i kø for at vise deres aversion over for Dansk Folkeparti. ”Glistrup og Kjærsgaard kommer aldrig, aldrig ind i noget formelt samarbejde med den borgerlige regering,” siger daværende formand for De Konservative, Bendt Bendtsen.

Holdningen synes at være ligetil: Fremmedhadet hærger i Danmark. Det hele er en ubegrundet frygt. Vi skal hjælpe flygtningene, ikke frygte dem. Hvor bliver næstekærligheden af? Og hvordan kan vi tillade så beskidte partier som Dansk Folkeparti at blive til en politisk realitet? Men hvor valid er denne indstilling i dag? Er det stadig blot et spørgsmål om en ubegrundet frygt, når der hærger Shariazoner på tværs af Europa, og en bestemt gruppe af et stigende antal muslimer, ønsker at føre os direkte i døden, hvis ikke vi bekender os til de islamiske forskrifter?

Hvis der skal være en samtale om racisme, skal den først og fremmest tage udgangspungspunkt i den racisme, som kommer med islam: Jødehadet, homofobien og misogynien. Og dette for slet ikke at nævne den generelle aversion over for alt, hvad hedder demokrati og menneskerettigheder. Hvad mener monstro Cekic om disse kendsgerninger? Tæller de også i hendes bog? Var det en ide for hende, at kigge på det politiske landskab endnu en gang, for at se hvilken retning kulturberigelsen har bragt os, før hun uden videre fordømmer Camres eftermæle?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.