Den islamiske ekspansion: Hvis ikke det havde været for Charles Martel

Hvis ikke det havde været for Charles Martel ville større dele af Europa med stor sandsynlighed have været islamiske i dag. Vi havde ikke klaget over Sharia eller anden form for anti-demokrati – thi dette havde været samfundets form. En oplysningstid, en renæssance og en reformation havde der tvivlsomt været. Vi ville have levet i ligeså stor uvidenhed, som man gør det til dags dato i de mellemøstlige lande, for eksempel i Afghanistan, hvor de fleste kvinder hverken kan læse eller skrive. Men det havde jo ikke gjort så meget, for det havde slet ikke været hendes rolle at læse og skrive, når blot hun kunne føde børn. Ja, Europa ville have lignet en selvfølgelig udgave af Houllebecqs Underkastelse (læs romanen hvis ikke du har læst den). Men lad os vende tilbage til Martel.

Det var Martel der, under den islamiske ekspansion i 732, stoppede de muslimske styrker under deres angreb af Frankerrriget (det der i dag svarer til det nordøstlige Frankrig, Belgien samt det vestlige-  og det centrale Tyskland). Spanien var allerede blevet indtaget, og det var derfra de muslimske hære skubbede sig ind mod det, vi i dag kender som det vest-centrale Frankrig. De var med andre ord på vej ind i hjertet af Europa (havde Frankrig mon oplevet en fransk revolution, hvis dette angreb var lykkedes?). Martel reddede med sin sejr Vesteuropa (og Europa i det hele taget) fra muslimsk erobring og islamisering. Vi har, med andre ord, Martel at takke for vores ikke-islamistiske tilstande, vores demokrati, vores menneskerettigheder, vores sekulære stat og ikke mindst vores kulturarv.

Man kan se på det med andre øjne i dag. For har politikerne egentlig kendt til historien, når de har ført en så lemfældig politik i forhold til indvandringen? Ville vores politik ikke have været en helt anden, hvis flere kendte til denne historie, og i det hele taget historien bag den islamiske ekspansion, som begyndte hundrede år efter den hellige profet Muhammads død i 632? Og ville Merkel have ladet døren stå på vid gab for den kulturelle indvandring? Alt dette er tvivlsomt. De sidste 40 års historie er skrevet ud fra uvidenhed og uansvarlig optimisme.

Vi hører nu prompte politikerne råbe op om snart det ene, snart det andet. Vores kære justitsminister taler om, at muslimske bander som Loyal to Familia er forbrydere, som vi ikke skal tolerere. Og folk protesterer mod den frygtudøvende bandevold på Nørrebro, ved at gå fra Blågårdsplads til Rådhuspladsen med bannere og budskabet: ”våben nej tak”.  Og jeg kan forestille mig at politikkerne også har gang i deres hashtags. Jeg forestiller mig noget i retningen af ”stop banderne” eller ”Vold på Nørrebro skal ikke tolereres”. Og dette alt imens selv de slemmeste forbrydere fra Loyal to Familia ikke kan smides ud grundet konventioner, vi endnu ikke har meldt os ud af. Er politikerne mon klar til dette? Eller vil både de og den fredelige mangfoldighed på Nørrebro dø ud i deres stille oprør?

Martel ville vende sig i sin grav.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.