En uløkkelig løsning: Hvor er personen i det talende jakkesæt?

Postet første gang, onsdag d. 6. januar, 2006.

Lars Løkkes midlertidige stikprøve-græsekontrol er ingenlunde en løsning på flygtningeproblematikken. Grænserne skulle derimod have været lukkede for længst. Men nu er skaden sket. Og Danmark bløder.

Jeg gruer for det Danmark, vi kommer til at opleve i fremtiden – jeg tror ikke, at det bliver et Danmark som hverken du eller jeg kender (det Danmark du ikke kender). Den grænsekontrol der nu er blevet indført imellem Sverige og Danmark, og Danmark og Tyskland, er ineffektiv, fordi den langt fra dækker alle områder, og fordi den kun tager stikprøver.

Lars! Dette er ikke en løsning på flygtningeproblematikken. Man kan undre sig over, at den kære statsminister ikke går hele vejen og indfører en egentlig grænsekontrol i stedet for blot at tage stikprøver her og der. Skal dette få os til at føle os trygge? Hvorfor går han ikke med på Dansk Folkepartis krav om permanent-reel kontrol? Er han mon bange for at erkende, at han har taget fejl – at han burde have indført grænsekontrol for længst? Og hvorfor skifter han pludselig mening, hvor han hidtil har ment, at grænsekontrol ikke har været en løsning?

Er den kære statsminister langsomt ved at nå til den erkendelse, at han har taget fejl?

Han har måske ret i, at grænsekontrollen vil tiltrække flere flygtninge, idet (som jeg har forstået det) de som ikke kan fremvise ID (og dermed ikke kan komme videre til Sverige eller Tyskland), vil være tvunget til at søge asyl i Danmark i stedet. Netop derfor er det ikke nok med en midlertidig stikprøve-grænsekontrol. Asylet (og indvandringen i det hele taget) skal stoppes. De som ikke har ID kan ikke komme videre, men de kan heller ikke komme ind i Danmark. Alternativet må derfor være, at de sendes tilbage, hvor de er kommet fra.

Jeg kan forestille mig, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi får en permanent grænsekontrol eller i bedste fald – lukkede grænser. Jeg må indrømme, at min tillid til Hr. Lars Løkke er svundet ind. Hvor er personen i det talende jakkesæt?

De blåøjede pladderhumanister

Men nu skal jeg ikke rette hele min kritik mod kære Lars. Vi andre er jo også ansvarlige. Det er trods alt os, der vælger politikkerne. Jeg har dog svært ved at forstå de blåøjede pladderhumanister, når de taler om ”tolerance” og ”mangfoldighed”. Jeg forstår ordenes betydning, og jeg mener at vi så vidt muligt skal forsøge at acceptere hinanden på trods af vores forskelligheder. Men jeg mener ikke, at dette skal gøres for enhver pris! Den tilstrømning, som sker i skrivende stund, er ikke kun et sort/hvidt spørgsmål om tolerance versus intolerance, eller mangfoldighed versus ensidighed.

Den er et spørgsmål om, hvorvidt vi ønsker at holde fast i vores egne værdier – om vi ønsker at bevare dem, eller om vi vil overgive dem til andre kulturer. I den blåøjede humanists ører lyder dette måske ekstremt, men når flygtningestrømmen (og indvandringen i det hele taget) er af så massiv en karakter – når vi invaderes, og skal konkurrere med moder Merkels efterkrigsskyldfølelse og Sveriges flygtninge-hedonisme, kan det være svært at følge med. Hvornår er nok nok? Hvornår skal det stoppe? Og hvornår bliver de blåøjede pladderhumanister glade? Vil de mon fortsat være ligeså optimistiske, som den dag de stod og klappede ved togenes indkørsel, når hverdagen byder ind?

Vi er for svage

Noget helt tredje er vores alles fælles ansvar: Vi er simpelthen for svage til at stå ved vores værdier. Måske skyldes dette, at vi ikke selv har været vant til at kæmpe for dem – at det er vores forfædre, som har givet dem videre til os. Jeg læste for nyligt Naser Khaders bog, Hjertet bløder. En ud af mange interessante betragtninger var, at man i adskillige muslimske lande har forbudt den islamistiske organisation, Hizb ut-Tahrir. Men i Danmark (og i vesten i det hele taget) får den lov til at blomstre.

Hizb ut-Tahrir har, som bekendt, nogle meget kontroversielle udtalelser i forhold til demokratiet: De ønsker kalifatet – et islamisk styre under Allah, og er imod alt der hedder demokrati. Derudover er de mistænkt for at have huset fundamentalistiske muslimer i deres Moské på Grimhøjvej i Aarhus, og har desuden ytret støtte til Islamisk Stat. Hvorfor er organisationen ikke blevet opløst? Og hvorfor er de, som ikke ønsker at være en del af Danmark, ikke for længst blevet hjemsendt permanent (man kan dernæst retsforfølge de, som ikke kan hjemsendes)? Hvorfor er vi så bange for at sige fra?

Vores tolerance har en høj pris. Det samme gælder den nuværende flygtningestrøm, som utvivlsomt vil forvandle Danmark til noget andet, hvis den ikke stoppes øjeblikkeligt. Det er på tide at sige fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.