I sin kronik i Kristeligt-Dagblad, d. 29/11- 2016, argumenterer Zenia Stampe mod indskrænkelsen af den religiøse udfoldelse. Der er i virkeligheden tale om en totalitarisering, der er forklædt som en frihedskamp. Staten blander sig for meget. Blandt andet lyder det: “Religiøse forkyndere underkastes en begrænset ytringsfrihed. Der bliver sat statslige observatører ind i friskolernes bestyrelser, og det statslige tilsyn får mulighed for at holde elevsamtaler uden lærere og forældre.” Kan det virkelig passe, at vi skal blande os så meget i, hvad det enkelte individ foretager sig af religiøse handlinger? Det lyder jo alt sammen meget godt. Hun vil sikre frihed til individet. Der skal være plads til alle! Vi skal alle gøre, som vi har lyst til! Være frie! Være pluralistiske! Vi skal respektere hinanden! Men lad os nu være ærlige. Det hele handler om islam. Det handler ikke om buddhismen, hinduismen, jødedommen eller kristendommen. Det handler om islam.
Hvad sker der, når den kultur som kommer udefra, ikke giver plads til den danske kultur? Hvad sker der, når den kultur, som kommer udefra, kræver særbehandling, og ikke ønsker at indordne sig demokratisk? Skal vi da stadig prædike om den enkeltes ret til at dyrke sit frie åndsliv? Jeg forestiller mig, at Zenia taler i sin bedste mening, men hun undgår én ting i sit ellers velskrevet brev – virkeligheden. Imens hun lever videre i sin drømmeverden, er der vigtigere ting på spil, såsom de demokratiske friheder – den konstante kamp imellem Vestens sekulære værdier og de islamistiske teokratiske værdier, der efterhånden har vundet indpas på tværs af Europa. Jeg undrer mig over, om dette strejfer hendes overvejelser? Det som truer vores globale, demokratiske samfund er, ifølge Zenia, totalitariseringen af vores samfund, statens stigende indflydelse på individet, og ikke de stigende, islamistiske parallelsamfund, terrorangrebene eller jihadisterne.
Holdningen minder om den, hun har i interviewet med Kraznik i deadline, d. 01/4 – 2016: Her er det de højreorienterede fanatikere, der truer samfundet. Det gør de, fordi de er blevet mainstream. Vi har været for blødsødne og passive. De rige oliestater i Mellemøsten, der bakker op om islamismen, Islamist Stat, andre terrorvirksomheder og den generelle spredning af islamismen i Europa er ikke en trussel for Danmark. Statistikkerne som Kraznik viser hende, der tydeligt illustrerer et langt større dødstal som følge af islamisk terror versus højreradikalisme, kuer hende heller ikke. Nej, det handler alt sammen om højreradikalismen. Det er den, der truer med at undergrave vores demokrati. Ikke islamismen. Og vi er frygtelige bange for terroren. Vi overreagerer.
https://www.youtube.com/watch?v=ZFkD0l_Ci6U&t=1293s
Sker her ikke nøjagtigt det samme, som i kronikken i Kristeligt-Dagblad? Der tages ikke højde for virkeligheden, herunder statistikkerne som påviser det stik modsatte, nemlig at islamisen er en reel trussel mod vores samfund. Jeg giver Zenia ret i, at vi ikke ønsker en totalitær stat (de som har læst George Orwell’s 1984 og Animal Farm ved, hvad jeg taler om). Men for at komme islamismen til livs, herunder truslen mod vores demokrati, er det et nødvendigt onde, at indskrænke den enkeltes frihed og rettigheder. Vi bliver nødt til at begrænse andres frihed for at redde vores egen. Alternativet er langt værre.