I Deadline på DR’s hjemmeside genså jeg en debat fra folketmødet på Bornholm om “Tonen i udlændingedebatten”. Medvirkende var Özlem Cekic, David Trads, journalist, Mikael Jalving og Simon Andersen, nyhedschef for Radio 24/7.
Det er forbløffende, at interviewet fra start til slut udelukkende handler om, hvorvidt vores diskurs i indvandrerdebatten er blevet værre eller ej. David Trads indleder med at trække et eksempel med Lars Løkke frem: “Der er nogen der er danske danskere, og så er der nogen, der er udlændinge.” Og her er så startskuddet for den videre debat, der handler om, at vi som danskere ikke fører en pæn nok tone i forhold til indvandrerdebatten. Flere af debattens deltagere mæsker sig, ligesom David Trads, i selvgodhed. Vi ved jo alle sammen godt, at det hele drejer sig om den dårlige tone, og ikke om indvandringen som helhed.
Simon Andersen vil også have en bid af kagen. Det handler om hadet på den ekstreme højrefløj, mordet på Jo Cox og hadet på sociale medier til Zenia Stampe. “Gud er hun den danske Joe Cox?” Heller ikke et ord om kultur eller indvandring her. Den eneste som konfronterer dette, er Mikael Jalving:
“Det er jo ikke tonen, der er problemet. Problemet er jo de politiske konflikter. De modsætninger, som vi har importeret og genereret politisk igennem 30 år. Det er ikke tonen. Det er ikke ordet. Det er ikke retorikken. Det er alt det, som ligger nedenunder. Og det er det, der skal frem i lyset. Jeg efterlyser ikke en anden tone. Jeg efterlyser mere substans i den politiske samtale. En politisk dømmekraft, som hviler på kvalificerede analyser, som tør inddrage sociologi og kultur og økonomi og andre ting. I stedet for snakker vi altid om ord.”
Mikael kommer i clinch med Cekic. Han siger, at hun vil lukke munden på ham. Cekic svarer noget, som publikum kan lide: “Jeg vil ikke lukke munden på dig. Du kommer jo til at snakke, uanset om jeg satte gaffatape på din mund.” Publikum klapper og griner. Og nu kommer samtalen igen til at handle om den dårlige diskurs i forhold til indvandrerdebatten.
Men er der nogen, der lytter til, hvad manden siger?
Han har lige addresseret hovedproblemet i hele debatten, og ingen lytter. Folket vil hellere have kage og dårlige analogier – ja, ting, de kan forstå. Samtalen skal ihvertfald ikke handle om kvalificerede analyser, statistikker, sociologi og kultur. Nej, det skal handle om, hvor dårligt vi taler til hinanden. Det er dette, som skal til for at løse problemet.
Mikael Jalving påpeger senere i interviewet, nogle af de problemer, som findes iblandt den muslimske befolkning i Danmark:
“Det handler om substansen. Det handler ikke om ord. Fire ud af ti danske muslimer, mener at Koranen skal integreres delvist eller helt i dansk lovgivning. Allerede det er jo en begyndelse ned ad et skråplan, som underminerer grundloven, som underminerer det sekulære, liberale samfund.”
Cekic bryder ud i noget, der minder om et ambivalent patos: “Jeg er jo ligesom dig, dybt bekymret for, at der er en meget (?) radikalisering af islam. Problemet er bare, at du hele tiden sætter mig og sådan nogen, der ligner mig i bås med dem. Vi skal kæmpe sammen for at bekæmpe dem, der faktisk gerne vil demokratiet noget ondt.”
Hun er enig med Jalving, men mener samtidig, at hun bliver uretmæssigt sammenlignet med de muslimer, som ikke vil det danske samfund. Men hvordan hænger dette sammen? Føler hun, at hun bliver sat i bås med disse, fordi Jalving remser faktuelle statistikker op? Ord som “vi skal stå sammen”, hjælper ikke noget, hvis man ikke er villig til at konfrontere de kulturelle problemer i første omgang. Hvis man som Cekic (og mange andre) ikke vil kritisere islam som ideologi, og i stedet for at erkende at der er et problem, påberåber sig rettigheden til at føle sig diskrimineret over faktuelle statistikker, ja så har man ikke forstået sagens sammenhæng, eller også ønsker man ikke at forstå den. Man er uegnet til debatten.
Men det mest sørgelige er, at folket hellere vil have kage og dårlige analogier, end at høre sandheden.