Houllebecqs Underkastelse er et skridt ind i virkeligheden

Houllebecqs, Underkastelse, sætter sit aftryk i den moderne multikulturelle verden, hvor parallelsamfundet efterhånden er ved at være en indbygget del i de fleste europæiske samfund (findes der blot ét europæisk samfund, som har oplevet en vellykket integration?). Fortællingen i Underkastelse udspændes i et dystopisk univers, formidlet af en ligegyldig jeg-fortæller, der går til ludere og lever æstetikerens kvantitative liv.

Livets store spørgsmål besvares af ignorante muslimer, som ønsker et islamisk-teokratisk Frankrig. Det lykkedes. Arbejdsløsheden falder, fordi kvinderne bliver trukket tilbage fra arbejdsmarkedet – til hjemmet, hvor de hører til! Så kan de passe børnene, gøre rent og lave mad. Så kan de lære det! Jeg-fortælleren, som i øvrigt hedder Francois (opkaldt efter den franske præsident, som også er lidt af en vatpik), nyder ironisk nok godt af den teokratiske konversion af Frankrig: Selvom universiteterne gradvist bliver muslimske (og kvinderne derfor nægtes adgang), får han som universitetslærer en højere løn end nogensinde før.

Oliemonarkiet i Saudi-Arabien støtter projekt islamisering af Frankrig, og giver et økonomisk indspark med. Han forsøges overtalt af Hr. Rediger, direktør for Sorbonne Universitet, til at blive som lærer – mod en fyrstelig løn. Slutningen af bogen er god for den æstetiske jeg-fortæller, som har overvejet selvmordet, og alligevel ikke har den store livsglæde.

Nu kan han vælge en hvilken som helst kvinde på skolen: ”Hver eneste af disse piger ville, uanset hvor smuk hun var, føle sig lykkelig og stolt over at være blevet udvalgt af mig, og beæret over at dele seng med mig. De ville være værd at elske, og det ville også lykkes mig at elske dem.” Fortællingen er som en Kafka roman – dystopisk og dømt til undergang fra start. Blot får karakteren her en æstetisk nydelse ud af den, fordi han er for ligegyldig til at være etisk ansvarlig.

En anden vinkling på fortællingen er måden, hvorpå Frankrig ligeså langsomt glider fra at være sekulært til at blive teokratisk. Fra muslimernes side sker dette på en snedig og subtil måde. Lederen af det Muslimske parti, Det Muslimske Broderskab, Ben Abbes, taler for Frankrig og de nationale værdier. De har hidtil været gode, men nu er der brug for lidt spirituelle forandringer. Eufemismer hele vejen til valgbordet.

Det højreorienteret parti, Front National er det største, og står til at vinde valget ifølge meningsmålingerne. Men de andre partier rotter sig sammen, og snart bliver Ben Abbes Frankrigs nye præsident. Det hele sker før man ved af det. Jeg forestiller mig, at der i virkeligheden vil være tale om en glidning som denne. Eller borgerkrig. Houllebecq rammer hovedet på sømmet, og konfronterer os med det ubehagelige. Ja, selv borgerkrigens muligheder bliver beskrevet i bogen.

Når man ser på Frankrig i dag, er det ikke langt fra den skinbarlige virkelighed – at man har taget for mange muslimer ind i landet, og dermed oplever nogle uheldige kulturelle forandringer. Dette gælder Europa i det hele taget. Man siger dog, at Frankrig vil stå først for fald, når det kommer til borgerkig (hvis ikke det bliver Sverige først). Jeg har tilmed læst, at Frankrig kun er ét terrorangreb fra borgerkrig. Man ved, at hvor islam hersker, er der elendighed.

Hvorfor kommer så mange muslimer til Europa, hvis islam er så godt? Det drejer sig jo netop om en vis balance. Man kan integrere et vis antal muslimer, men bliver antallet for højt har man unægteligt de samme problemer med jødehadet, homofobien og den generelle aversion over for alt, hvad hedder ytringsfrihed og demokrati. Se blot på Danmark. Vi har nu parallelsamfund – større end nogensinde før. Og venstrefløjen er begyndt at erkende, at integrationen er slået fejl.

Houllebecqs dystopi har solid grund under sig. Den er ikke nyttesløs, latterlig eller urealistisk. Den giver et bud på, hvad kan blive Frankrigs fremtid, når størstedelen af befolkningen er muslimsk. Hvad skal hindre de muslimer, der ønsker det, i at oprette et islamisk parti og stemme på dette? Og hvad nytter det at størstedelen er moderate, når selv de moderate har problemer med demokratiet? Og hvad med den grundlæggende del, 8 – 10%, som er ekstreme? Denne del vil blot blive større i takt med masseindvandringen. Houllebecqs, Underkastelse”, vil sælge som varmt brød, hvis den ikke gør det allerede.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *