Uanset hvilken fløj man tilhører, bør man i disse tider forholde sig til masseindvandringens betydning for Danmark. Hvordan bliver vores demokratiske værdier påvirket af at importere en kultur i så store mængder – en kultur som grundlæggende er anti-demokratisk? Siden 1960’erne, da de første gæstearbejdere kom til Danmark, er indvandringen steget eksponentielt.
I kølvandet på borgerkrigen i Syrien er presset på Europa større end nogensinde før. Tyskland tog, under Angela Merkels ledelse, alene på et år over én million flygtninge ind i landet. Det har sidenhen vist sig, at integrationen på tværs af Europa har slået fejl. Det er ikke det samme som at sige, at integrationen siden 1960’erne på ingen måde er lykkedes. Det er den. En del er i arbejde. En del er integreret på tværs af Europa.
Men denne del er for lille. Lad os i første omgang se på beskæftigelsen hos de af anden etnisk herkomst. Ifølge Danmarks statistik (undersøgelse foretaget i perioden 2008 – 2013) er kun to ud af fem kvinder fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse. Hos mændene er beskæftigelsen (i samme periode) faldet fra 60,4% til 52,9%.
Det er altså godt og vel halvdelen af mændene, som er i arbejde. Til sammenligning er tallene hos den etniske dansker en del højere – her er beskæftigelsen 73,6%. Hvorfor er det vigtigt at se på disse tal? Det er vigtigt at se på disse tal, fordi de vidner om, hvordan fremtiden vil komme til at se ud for Danmark, såfremt intet ændres. Det kræver ikke den store matematiker at indse, at dette er en udgift for Danmark. Det er svært at forestille sig, at den nuværende asyltilstrømning, der hovedsagelig kommer fra Syrien, vil give et bedre udslag.
Der er altså et kulturelt perspektiv – de kulturelle værdier, som presser på ude fra, men også et økonomisk perspektiv. Hvor længe vil vores velfærdsstat kunne holde til den stigende økonomiske belastning, som kommer med masseindvandringen? Og hvad med vores egne kulturelle værdier? Vil de overleve en så hastig ”udvikling” (man kan dårligt kalde det en udvikling. Derfor citationstegn!). Det store spørgsmål er vel, om ikke vi i Europa er på vej mod en afvikling.
I det 21. Århundrede har vi, i hjertet, af Europa oplevet ikke at kunne udtrykke os kvit og frit. Muhammadtegnerne lever med en vedvarende livstrussel. Kurt Westergaard er blev forsøgt myrdet. Charlie Hebdo tegnerne blev brutalt skudt ned. Begge havde det tilfælles at de havde hånet profeten Muhammad ved at afbilde ham. På det seneste er terrorangrebene blevet mere og mere frekvente. En lastbil i Nice, pløjede ind i en stor menneskemængde, der var samlet for at fejre den franske nationaldag. Endnu en lastbil kørte ind i endnu en menneskemængde på et tysk julemarked i Berlin. Menneskeliv gik, som det oftest gør sig gældende med terror, tabt.
I Frankrig har man, allerede på nuværende tidspunkt, erkendt at konsekvenserne er uoverskuelige. Der vil være mere terror i fremtiden. Flere uskyldige mennesker vil dø. Tingene er ikke under kontrol. Og så er der selvfølgelig Sverige. Alle kender historien om Sverige. Sverige er fucked up. Vi lader det ligge for nu.
Jo det går skam meget fint med indvandringen, hvis man ser bort fra arbejdsløsheden, parallelsamfundet, no-go zonesne, den grundlæggende antidemokratiske holdning, jøde-hadet, homofobien, intolerancen og islamismen.
Der kræves en prompte udskiftning af de nuværende politikkere, som alt for længe er gået om den varme grød, i stedet for at tage fat om nælden og rykke den op ved roden. Den globale politik er på nuværende tidspunkt ved at tage en højredrejning. Når først vi får udskiftet de vattede politikere, er der endnu engang håb for at få genoprettet de nationale værdier, som skaber styrke og fællesskab.