Folk taler ofte om islam som værende det egentlige problem – grunden til, at vores samfund forandres til noget, som de fleste af os givetvis ikke ønsker. Men årsagen er ikke islam. Problemet er den moderne liberalisme.
Det er svært at forestille sig, at der ville være multikultur i Vesten, hvis ikke gruppeinteressen hos hvide vesterlændinge var relativt lav sammenlignet med de ikke-vestlige lande. Forestil dig, at man havde samme gruppeinteresse i Vesten, som i Japan. Så havde der nok ikke været multikultur, fordi man simpelthen havde udvist en langt større interesse for sin egen befolkning og langt mindre interesse for de, som kommer udefra.
I nedenstående undersøgelse fra ANES (American National Election Studies) fra 2018, kan man se, at hvide liberale har en negativ bias mod deres egen gruppe – de favoriserer andre grupper over deres egen gruppe. Undersøgelsen er fra USA, og kan derfor ikke anvendes direkte på den danske befolkning, men det er den samme grundliggende mekanisme, der gør sig gældende i Vesten generelt: De som er liberale vil typisk have en lavere in-group bias (ifølge den amerikanske undersøgelse er den ligefrem NEGATIV), altså have lavere interesse for deres egen gruppe, hvor det omvendte vil gøre sig gældende for de, som ikke er liberale (konservative).
Det giver mening, at liberale vælgere er lavere på gruppeinteresse. Liberalismen tager jo netop udgangspunkt i individet – og ikke i gruppen. De fleste kender nok udtrykket: “Jeg bestemmer selv over min krop”. Dette er et godt eksempel på den individbaserede liberalisme. Individet er selvrådende og løsrevet fra fællesskabet. Liberalismen er anti-gruppeinteresse. I Danmark kan man således finde liberale partier på begge fløje, der ønsker indvandring i højere eller lavere grad. Liberalismen gennemsyrer, som ideologi, begge fløje.
Når dansk politik gennemsyres af liberalisme, betyder det, at problemerne ikke kan løses uden, at der laves en grundliggende ændring af det politiske system, hvor udgangspunktet bliver mere nationalistisk og mindre liberalt. Jeg forestiller mig ikke, at dette kommer til at ske demokratisk, men snarere ved et eller flere økonomiske sammenbrud i Europa eller lignende. Der er, for mig at se, ikke noget der tyder på, at politikerne ændrer kurs førend dette sker.
Endelig skal det siges, at liberalismen går helt tilbage til John Locke i det 16. århundrede, og har dannet grundlag for individuelle rettigheder, såsom frihed for overgreb fra staten, eller friheden til at kunne ytre sig frit. Liberalismen har givet individet personlig sikkerhed. Dette er godt. Disse principper skal vi holde fast i. Den del af liberalismen, som jeg adresserer her, er den samme som John Mearsheimer taler om i “The Great Delusion”, nemlig den PROGRESSIVE liberalisme, der begynder, at forme sig i 1960’erne og fremefter.
Her overhalede liberalismen, så at sige, de nationale værdier indenom. Det der før hed borgerrettigheder, og som udelukkende var forbundet med borgerne inden for den enkelte stat, blev til menneskerettigheder. Idéen om det universelle menneske opstod. Og således blev ideologien om menneskerettigheder i 1970’erne fremført via aktivistiske bevægelser. De værdier, som ellers kun gjaldt inden for en bestemt gruppe af mennesker med en bestemt kultur, skulle nu gælde hele klodens befolkning.
Mennesket er ikke universelt, men identificerer sig ud fra den gruppe, det tilhører. Derfor kan man ikke trække universelle værdier nedover verdens befolkning, netop fordi de ikke er universelle – de er vestlige. I den sammenhæng siger den fremsynede politolog, Samuel Huntington, angiveligt noget i retningen af: Vores universalisme er de andres imperialisme. Med dette påpeger han, at alle andre ikke er som os – at vestlige værdier er partikulære og ikke universelle. Og deri ligger hele kimen til de problemer, Vesten har kastet sig ud i, ved at fylde de tomme huller i dens identitet, den lave gruppeinteresse, med multikultur.