Islam er ikke problemet: Det handler om multikultur

Folk taler ofte om islam som værende det egentlige problem – grunden til, at vores samfund forandres til noget, som de fleste af os givetvis ikke ønsker. Men årsagen er ikke islam. Problemet er multikultur.

Vi har åbnet os op for verden uden for, og importeret mennesker, der ikke deler vores kultur. Havde vi i stedet importeret indere eller japanere, ville Danmark i højere grad komme til at ligne Indien eller Japan. Dette ville heller ikke være ønskeligt. Det handler naturligvis om, at vi ønsker, at bevare vores kultur, og dermed også vores folk, fordi disse hænger sammen.

Men hvad skyldes i grunden multikulturen? Hvorfor har man i Vesten, som de eneste, besluttet sig for multikultur? Forklaringen ligger nok i den lave gruppeinteresse hos hvide mennesker. I nedenstående undersøgelse fra ANES (American National Election Studies) fra 2018, kan man se, at hvide liberale har en negativ bias mod deres egen gruppe – de favoriserer andre grupper over deres egen gruppe. Undersøgelsen er fra USA, og kan derfor ikke anvendes direkte på den danske befolkning, men det er den samme grundliggende mekanisme, der gør sig gældende i Vesten generelt: De som er mest liberale vil typisk have en lavere in-group bias, altså have lavere interesse for deres egen gruppe, hvor det omvendte vil gøre sig gældende for de, som er mindre liberale.

 

 

 

 

Det giver mening, at liberale vælgere er lavere på gruppeinteresse. Liberalismen tager jo netop udgangspunkt i individet – og ikke i gruppen. De fleste kender nok udtrykket: “Jeg bestemmer selv over min krop”. Dette er et godt eksempel på den individbaserede liberalisme. Individet er selvrådende og løsrevet fra fællesskabet.  Liberalismen er anti-gruppeinteresse. I Danmark kan man således finde liberale partier på begge fløje, der ønsker indvandring i højere eller lavere grad. Liberalismen gennemsyrer, som ideologi, begge fløje.

Når dansk politik gennemsyres af liberalisme, betyder det, at problemerne ikke kan løses uden, at der laves en grundliggende ændring af det politiske system, hvor udgangspunktet bliver mere nationalistisk og mindre liberalt. Jeg forestiller mig ikke, at dette kommer til at ske demokratisk, men snarere ved et eller flere økonomiske sammenbrud i Europa eller lignende. Der er, for mig at se, ikke noget der tyder på, at politikerne ændrer kurs førend dette sker.

Endelig skal det siges, at liberalismen går helt tilbage til John Locke i det 16. århundrede, og har dannet grundlag for individuelle rettigheder, såsom frihed for overgreb fra staten, eller friheden til at kunne ytre sig frit. Liberalismen har givet individet personlig sikkerhed. Dette er godt. Disse principper skal vi holde fast i. Den del af liberalismen, som jeg adresserer her, er den samme som John Mearsheimer taler om i “The Great Delusion”, nemlig den PROGRESSIVE liberalisme, der begynder, at forme sig i 1960’erne og fremefter.

Her overhaler liberalismen, så at sige, de nationale værdier indenom. Det der før hed borgerrettigheder, og som udelukkende var forbundet med borgerne inden for den enkelte stat, bliver til menneskerettigheder. Idéen om det universelle menneske opstår. Og således fremføres ideologien om menneskerettigheder i 1970’erne via aktivistiske bevægelser. De værdier, som ellers kun gjaldt inden for en bestemt gruppe af mennesker med en bestemt kultur, skal nu gælde hele klodens befolkning.

Mennesket er ikke universelt, men identificerer sig ud fra den gruppe, det tilhører. Derfor kan man ikke trække universelle værdier nedover verdens befolkning, netop fordi de ikke er universelle – de er vestlige. I den sammenhæng siger den fremsynede politolog, Samuel Huntington, angiveligt noget i retningen af: Vores universalisme er de andres imperialisme. Og deri ligger hele kimen til de problemer, Vesten har kastet sig ud i, ved at fylde de tomme huller i dens identitet med multikultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *