Dagens debat kører på danskhed og kønsopdeling i svømmehallen. Folk er splittede. Nogle siger, at man er dansk, når man føler det. Andre stiller højere krav, som for eksempel Martin Henriksen har gjort det i en debat på DR, hvor han ikke kunnet tage stilling til, om en elevrådsforman var dansk eller ej. Senest har en muslimsk kvinde, Wissal El-Arid, interviewet af DR, udtrykt at det er ”en styrke at sige fra”, når det kommer til at svømme med mænd. Hver lørdag er der lukket tre timer i Gellerupbadet, hvor kun kvinder kan svømme. Ja, så kan de svømme med hinanden – uden mænd!
Aarhus rådmand Rabih Azad-Ahmad argumenterer, at det handler om at “kvinderne er aktive og deltager i sunde fællesskaber og motion med andre kvinder.” Dette lyder alt sammen meget uskyldigt, men er folk nu også dumme nok til at tro på det? Ser folk mon ikke, at der i virkeligheden er tale om, at islamistiske leveregler langsomt (men effektivt) er ved at sprede sig i vores system? Tror han virkelig på, at det blot drejer sig om at lade kvinderne dyrke deres motion i fred for mændene? Man skal være mere end naiv, hvis man skal tage hans ord for gode varer.
Den islamiske ekspansion spredte sig hurtigt i 600-tallet efter profeten Muhammads død. Særligt Spanien (Nordspanien undtaget) har været muslimsk. Derudover var Frankerriget og Det byzantinske rige (Øst Rom) under angreb. Ja, Europa var under angreb! I 1095 indførte Pave Urban II det første korstog, som skulle vise sig at være et led i flere efterfølgende korstog – en modoffensiv mod de muslimske angreb.
Først i 1492, under den spanske inkvisition (under dronning Isabellas herredømme), ophørte Spanien med at være muslimsk. Historisk set har islamismen været i krig med Europa før – og er det stadig. For det handler ikke kun om kvinder, der vil kønsopdeles, så de kan svømme i fred for mændene. Det handler om værdier, der følger med fra en fremmed kultur, som ikke vil integreres, og aldrig har villet det (læg mærke til, at jeg her taler om kulturen og ikke den enkelte muslim). Islam er udadtil politisk-retorisk, men indadtil pilrådden, som den altid har været det. Den kommer snigende indad bagdøren, og den gør det i jakkesæt og slips.
Når vi ser på terrorangrebene og protesterne mod vores demokrati, sidstnævnte af eksempelvis Hizb-ut-Tahir, er det ikke blot et spørgsmål om et par utilfredse unge mennesker med dårlige jobs eller ingen jobs overhovedet. Det er et spørgsmål om en habitus, som Bourdieu ville kalde det, der følger med. Havde man forestillet sig at 1400 års kulturforskel kunne integreres på blot tredive år? Og er man naiv nok til at tro, at historien ikke betyder noget? Gentager historien sig ikke netop?
Selvom de fleste muslimer ønsker at være en del af samfundet, er der en fundamental del, der ikke gør det. Kønsopdelingen i svømmehallen er blot toppen af isbjerget. Vandet fosser ind alle steder. Og selv moderate muslimer kan have tilbagestående holdninger, som ikke er forenelige med vores demokrati, som for eksempel de, der ønsker at koranen skal have hel eller delvis indflydelse på vores lovgivning. Eller de som mener at Muhammedtegnerne skal straffes. Kære befolkning. Hvor er vi på vej hen? Kan i ikke se, at der er noget galt?