af Helena Edlund, oversat til dansk fra https://www.document.no/2022/04/16/kampen-om-sverige-har-begynt/
En aften for 18 år siden opdagede jeg, at der ikke var mere vælling til min dengang meget unge søn, og uden vælling, kunne han ikke sove. Et hurtigt kig på uret viste, at jeg kunne nå at tage til butikken før sengetid, hvis jeg skyndte mig. Fem minutter senere stod jeg ved kassen i den lokale Coop-butik. Jeg var den eneste kunde, men der var ikke stille i butikken. Ved kassen var hele personalet, to svenske kvinder og en yngre mand med såkalt ikke-europæisk udseende engageret i en heftig diskussion.
Det var tydeligvis ikke meningen, at jeg skulle høre diskussionen, for da jeg kom til kassen, gik kvinderne for at låse indgangen. Den unge mand tog imod betalingen for vællingen. Jeg følte mig lidt social, og spurgte, hvad diskussionen gik ud på – og manden begyndte at fortælle. De tre havde tilsyneladende diskuteret, om indvandrere fra muslimske lande, ønskede at integrere sig i Sverige. De svenske kvinder havde hævdet, at alle som kom til Sverige var en resurse for samfundet, mens den unge mand ikke var ligeså positivt indstillet.
“Jeg forsøgte at forklare, hvordan de taler, hvor jeg bor, at de taler skidt om svenskere, og siger, at de vil overtage landet. Men der findes ikke én svensker, som vil høre på mig,” sagde den unge mand med en resigneret stemme.
“Hvorfor vil i ikke høre? I kommer til at tabe Sverige til galninger, for i nægter at tro på os, som ved, hvordan snakken går i Tensta og Rinkeby. Mine forældre kommer fra Iran. Ønsker i, at Sverige bliver som Iran? I kommer snart til at bebrejde jer selv.”
Vi fortsatte diskussionen i nogle minutter. Jeg fik min vælling, og tog hjem. Sønnen kunne sove godt den nat, men livet har givet mig mange muligheder for at tænke tilbage på den korte samtale ved kassen. Det var nemlig første gang, jeg mødte en indvandrer, som advarede mig mod udviklingen i Sverige, og påpegede, at militante, religiøst motiveret grupper faktisk ønsker, at tage magten over mit land.
De sidste dage er nyhedsudsendelserne, og de sociale medier, blevet oversvømmet med billeder og videoer af flygtende og sårede politibetjente, brændende politibiler, og aggressive forsamlinger af skrigende mænd. Stenene har haglet intenst, ligesom råbene: “Allahu akbar! Allahu akbar”. Det kunne være billeder fra religiøse optøjer i Syrien, Libanon eller Gaza – men det er det ikke. Scenerne udspiller sig i Sverige, og er muslimers reaktion på, at Rasmus Paludan havde til hensigt at brænde en koran. Torsdag var der optøjer i Linköping og Norrköping, i går kom de til Rinkeby og Örebro.
Endnu engang blev jeg mindet om diskussionen i Coop-butikken. Folk i Sverige har advaret mod udviklingen så længe – alligevel er intet sket. Nu har vi desværre nået PONOR – Point of No Return. Det gør mig ondt, men jeg tror ikke længere, at Sverige kan reddes.
I løbet af de snart to årtier, som er gået, har Sverige uddelt to millioner opholdstilladelser til personer fra kulturer, som er diametralt forskellige fra den svenske. Dette uden at stille krav til integration – eller andre krav for den sags skyld. Patriarkalske æreskulturer styrer boligområder med jernhånd. Parallelle samfund og no-go zones er vokset frem, og det samme er en hel krænkelsesindustri, som har givet de angiveligt racistiske svenskere skylden for alle indvandreres oplevede skuffelser.
Samtidig har der været mange tegn i løbet af disse år, tegn som er individuelt bekymringsfulde, men som til sammen danner et billede, som er umulige at overse. Dan Eliasson sad i 2016 i et TV-studie og græd over en morder, mens terrorangrebet på Dronninggaten i 2017 resulterede i en kærlighedsdemonstration mod racisme. At morderes ofre ofte stadig får skylden for at være på “det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”, er et symptom på et stort problem: Sveriges politikere er skyld i den nuværende situation gennem bevidste beslutninger, en følelsesdrevet ideologisk overbevisning, og en komplet modvilje mod at se realistisk på situationen.
Nu er det for sent.
Jeg føler, at påsken 2022 vil gå over i historien som begyndelsen på den svenske borgerkrig. Nu er det ikke længere muligt at skjule det: Sverige er blevet splittet, landet er hjælpeløst delt mellem os som ønsker at leve i fred, tolerance og med respekt for hverandre, og dem som ønsker konflikt, vold og tvang.
Måske har det været sådan i mange år, men nu har “de” vokset sig så stærke, at de ikke gider skjule deres agenda længere. Ved Høstens valg deltager de tilmed med deres eget politiske parti, det islamistiske parti, Partiet Nyans, som vil arbejde for, at muslimer kan få en særlovgivning, og som vil kriminalisere islamofobi. Du tænker sikkert på, hvad de tænker om optøjerne de sidste dage? Partileder Mikhail Yüksel har udtalt, at han vil anmelde Politimyndigheden til Justitsombudsmanden (JO).
De vil tvinge andre til underkastelse – og de lykkes. Vi låser os inde i vores hjem, når de brænder vores biler, og vandaliserer byerne. Politikerne lever i deres elfenbenstårn, og politiet, som skulle beskytte os og vores samfund, tager benene på nakken og flygter. De trækker sig tilbage for at “undgå konflikt” og “hindre eskalering” – men i det øjeblik politiet giver efter, overlader de voldsmonopolet til den antidemokratiske hob.
I aften glæder de sig i Skäggetorp, Rinkeby og Vivalla. Nu har de startet kampen om Sverige, akkurat som de sværgede, at de ville gøre det for 18 år siden. Og når vragene af udbrændte politibiler bliver til symboler på et døende demokrati, er der ingen vej tilbage.
De har allerede erobret sine territorier med magt. Nu genopstår resten af Sverige, og alt tyder på, at det bliver en sejr ved walkover.