Lars Løkke siger om masseindvandringsproblematikken følgende i sin nytårstale:
“Kære Danmark. Vi kan ikke trylle flygtningestrømmen væk ved at lukke os ude af det internationale samarbejde.”
Det er med andre ord ikke nogen god idé at stoppe masseindvandringen, fordi det er vigtigere at være en del af det internationale samarbejde. Alene denne udtalelse bevidner, hvad vi kan forvente os i fremtiden – en fortsat uhæmmet masseindvandring, der kun begrænses af de restriktioner, vi kan tillade os at lave inden for EU’s og FN’s konventioner. Altså det samme som før.
Vi kan imidlertid korse os over, at statsministeren og mange andre politikkere vælger at tilslutte sig EU-riget, de høje lønninger, den politiske korrekthed og den gode følelse af at være en del af det fantastiske fællesskab. Det hele er i virkeligheden, som Rune Selsing påpeger i sin blog, en de facto overvejelse imellem to onder. Som Rune selv skriver det:
“I dag er det helt nøgternt sådan, at flertallet af danske politikere de facto accepterer mere grov vold, flere voldtægter og øget risiko for terror, som en pris, der er værd at betale. Der er tale om en politisk afvejning. Skal vi lukke asylvejen kræver det – udover et ydmygende illusionstab – et opgør med en række internationale institutioner, som utvivlsomt vil være smertefuldt at gennemføre.”
Med dette in mente, er der ingen der kan vide sig trygge. Løkke har, som andre politikkere, valgt EU-riget over den nationale tryghed. Vi kan regne med flere kulturelle konflikter, flere terrorangreb i fremtiden og mindre belønning til de, som har kæmpet for de frie sekulære værdier, vi værdsætter så højt i Danmark. Vi kan regne med at mere blod vil blive spildt, så længe EU-elskende politikkere som Lars Løkke, lægger blomster i stedet for at lukke grænserne.
Blomsterne og bønnerne er en placebo for den sande erkendelse, nemlig at skaden allerede er sket. Vi har lukket for mange ind i vores land, som ikke skal være her. Vi har været for ukritiske. Vores krav har været for lave. Alt imens kører EU-vognen videre med tomme løfter om et internationalt samarbejde, der nok skal klare problemerne. Vi skal bare holde sammen og forblive ukritiske, så skal det hele nok gå.
Vi andre kan imidlertid kun kigge på, indtil vi får udskiftet de nuværende politikkere med solide og standhaftige politikkere, der tør være kritiske over for konventioner, der er ødelæggende for vores eget nationale velbefindende.