Det går hårdt for sig, når man skal forholde sig til EU’s lade tilgang til den muslimske masseindvandring, der efterhånden er ved at overtage den politiske dagsorden en masse. Vi har været imponerende lidt forberedt på eftereffekten af vores egen misforståede godhed. Til at begynde med stod folk og tog venligt imod de mange flygtninge, som indkvarterede sig selv i lufthavne og banegårde. Naiviteten var også dengang overvældende. Mange havde ikke regnet med de uoverskuelige konsekvenser i form af mord, voldtægt, kvindehad og den generelle aversion over for alt, hvad hedder demokrati. Det var, med andre ord, ikke alle flygtninge, som var flygtninge.
Mindre bizart bliver det ikke, når EU tilføjer indvandrer-kritiske personer som Iben Tranholm på deres shitliste, for at kritisere den lempelige holdning, vi har haft over for masseindvandringen, og de konsekvenser, som følger med. Nu er jeg på ingen måde selv kristen – eller for de kristne værdier. Men der er ingen vej uden om det, hun siger, når hun siger følgende:
“Europe has assumed the posture of the Good Samaritan as a response to the tsunami of refugees and migrants flooding the continent. Politicians and public authorities are in the grip of emotional do-good-ing. Critical voices and questions are attacked with a barrage of accusations of inhumanity, lack of compassion or outright racism. Any intelligent political debate on immigration has therefore been silenced and replaced by a grandiose show of emotion.”
Vi har udadtil leget “gode samaritanere” og lukket debatten ned, når det kommer til kritikken af masseindvandringen, med beskyldninger om racisme og manglende medmenneskelighed. Men sandhedens time ER kommet. Og der er ingen vej uden om, at masseindvandringen har haft katastrofale konsekvenser for vores civilisation, og til stadighed har det.
Vi lever nu i frygten for terror i det 21. århundrede og Köln er, som den afghanske debattør, Geerti Amiri har skrevet det, ved at ligne Kabul. Vi er på frem mod middelalderen til en ny tid, hvor den gode del af venstrefløjen kan få al den kulturberigelse den ønsker, mæske den i sig ad libitum, indtil den får kvalme af den. Og EU-eliten kan klappe i sine hænder og pege på folk som Iben Tranholm, der ikke blot vil vende den anden kind til, når EU-skuden brænder.
Hollande kan fortsat gnide sig i sine små grædefærdige øjne, bag sine briller, når et nyt terrorangreb finder sted. Løkke kan lægge blomster. Merkel skal nok, derimod, overveje at finde sig en ny frase, “Wir schaffen das”, holder ikke længere. Imens bevæger EU-styret sig i stigende grad mod en Orwelliansk totalitarisme, der definerer, hvad er godt, og hvad er ondt.