Jeg bryder mig ikke om Trump. Jeg ser ham som en narcissistisk løgner, der ikke tåler modgang. Han er ikke en person, jeg ønsker som leder. Men…
Hans indrejseforbud over for henholdsvis Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen (hvad med Saudi-Arabien og Egypten?) kan vise sig at være et skridt i den rigtige retning, når det kommer til at bringe masseindvandringen under kontrol. Trump har med stor sandsynlighed ladet sig inspirere af indvandringens konsekvenser i Europa, forud for sin beslutning om at lukke grænserne for førnævnte lande. På den måde er der tale om en rationel beslutning – en slags damage control, der skal få orden i sagerne, alt imens nye beslutninger træffes. Kan man forestille sig at dette kan lade sig gøre på blot tre måneder? Måske ikke. Men det er en start.
Vi oplever nu en forandring i det politiske landskab på tværs af Europa. Frankrigs præsident, Francois Hollande, er aldeles upopulær ifølge meningsmålingerne, og har valgt ikke at stille op igen til det franske præsidentvalg i april, 2017. Marie Le Penn, Front National, og den konservative, Francois Fillon, står til at vinde første runde, og har en reel chance for at vinde valget i anden runde til maj. Frankrig er på vej mod en højredrejning.
Imens sender Trump, med sin konsekvente opfølgning på sine løfter, et stærkt no bullshit budskab om, at der ikke er langt fra ord til handling. Til min egen overraskelse ser det ud til, at han rent faktisk overholder sine løfter (manden lyver ikke altid). Muren skulle eftersigende også blive til noget – det forlyder, at det nødvendige forarbejde allerede er igangsat.
Debattøren, journalisten og forfatteren, Mikael Jalving, rammer hovedet på sømmet, når han i Debatten med Clement (bragt på DR 2, torsdag d. 2 februar, 2017), påpeger at Trump er en reaktion mod henholdsvis venstre- og højrefløjens svigt over for befolkningen:
”Trump og hans rådgivere har forstået, at det der er sket både i Europa og i USA, det er at venstrefløjen har svigtet arbejderklassen. Og højrefløjen, eller de etablerede normale borgerlige partier, de har svigtet det nationale og parkeret den politiske dømmekraft i FN (…)”
Trump har, ifølge Jalving, ”set noget rigtigt”. Det kan man give ham ret i. Med indvandringen bliver det sværere at finde jobs, fordi de bliver taget udefra. Derudover bevidner de utallige terrorangreb, at vestens demokratiske kultur er under pres, og til stadighed vil være det i fremtiden, så længe vi har de vestlige ledere, vi har. Cameron, Merkel, Hollande, Obama, og vores egen statsminister, Lars Løkke, har ikke været i stand til at gøre de nødvendige tiltag. Med Cameron og Obama ude af billedet, er det kun et spørgsmål om tid, før de resterende bliver udskiftet.
Trump, om end han ikke er den ideelle leder (lad os nu se), har fat i noget af det rigtige. Hvad vil ske, kan kun fremtiden vise.
Kilder:
http://www.dr.dk/nyheder/udland/francois-hollande-genopstiller-ikke-som-praesident
https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-tv/debatten-2017-02-02#!/05:42
http://www.bbc.com/news/world-europe-38220690