Vi taber kampen om ytringsfriheden

 

Det er efterhånden svært at finde ud af, hvor man skal starte, når man skal kritisere den stigende islamisme, herunder terroren. Men lad os begynde med ytringsfriheden og tage den derfra. Jeg hørte fornylig et podcast med Sam Harris og Douglas Murray. Douglas Murray er, for de som ikke kender ham, en britisk journalist der blandt andet beskæftiger sig med kritik af islam. Douglas siger, kort gengivet, at alle aviser under Muhammadkrisen burde have trykt billederne af Muhammad.

Lignende burde alle efter Charlie Hebdo angrebet ”gå rundt med en Muhammadtegning i vejret”. De som ikke tåler at se Muhammad afbilledet vil alligevel før eller siden blive tvunget til at face the facts. I en verden hvor det er muligt at finde informationer på internettet, hvor Koranen kan tages til eftersyn på nettet, hvor informationerne er lettere tilgængelig end nogensinde før, er opgøret med de gamle værdier uundgåeligt. Den muslimske verden står over for en ny tid. I stedet for at pakke de muslimer, som stødes af ytringsfriheden ind i vat, bør vi bakke op om ytringsfriheden.

Som jeg forstår Douglas har vi, med andre ord, ikke forsvaret vores ytringsfrihed, men i stedet givet køb på den for at undgå yderligere konflikter. Men konflikten er uundgåelig. Hvis en tegneserie kan få mennesker dræbt, hvor går grænsen så? Hvor længe skal vi gå på listefødder og lade som om, at elefanten i rummet ikke eksisterer? Kan vi ikke se, at konflikten er uundgåelig? Vi er oppe imod ekstreme værdier, der undergraver vores ytringsfrihed. Tolerance er ikke en løsning.

Siden hen har det været strengsten verboten at afbillede den kære Muhammad – ja i praksis er det, som Henrik Dahl har skrevet det i en statusopdatering på Facebook, strengt taget ikke muligt længere:

“Ud over, at de salafistiske terrorangreb har kostet mange livet, har de også ført til   betydelige indskrænkninger i ytringsfriheden (i dag er det i praksis forbudt at afbilde Muhammed, da ingen magter at bære de økonomiske og politiske omkostninger),    forsamlingsfriheden og til dels også religionsfriheden (forstået på den måde, at sekulære muslimer, der ønsker at tilpasse sig livet i et liberalt demokrati, ofte kommer under et meget betydeligt pres fra salafister og andre ortodokse muslimer).”

Vi siger tak til Henrik for at fremhæve det umiddelbare. Hvilken avis vil i dag (gen)udgive Muhammadtegningerne? Men det er ikke kun et spørgsmål om ikke at kunne tegne Muhammad. Vi er, navnlig med EU’s hjælp, gået i fælles knæfald for de udefrakommende teokratiske værdier, der ikke tåler nogen form for kritik eller modstand. De uoverskuelige kvoter af indvandrere, som kommer til Europa, har vi ikke været i stand til at stoppe, tak at være et forfejlet Schengen-samarbejde og ikke mindst vores forpligtelse til at slå hælen i jorden og tage imod.

Douglas siger noget andet interessant i podcasten, som jeg gerne vil trække på her, nemlig at politikkerne kæmper for deres liv, og derfor har fulgt den populære mening frem for at gøre det rigtige. ”The politicians are currently fighting for their political lives. And they will throw anything into the mix to survive. It is a horrible thing to witness.” Igen har Douglas ret. Det handler netop om overlevelse. For hvad er, som Douglas også påpeger, planen med de mange flygtninge? Hvad har man tænkt sig? Ingen er endnu kommet med en løsning (den eneste løsning er, at etablere hjælpen i nærområderne. Vi hjælper, som en anden britisk journalist, Peter Hitchens, engang skrev det, ingen flygtninge ved at ødelægge vores eget land).

På den ene side er der altså den politiske korrekthed, ud fra hvilket politikkerne søger at redde deres eget skind. På den anden side er der begrænsningen af ytringsfriheden, som masseindvandringen fører med sig: I Sverige har aviserne bevidst fortiet den overrepræsenterede kriminalitet begået af muslimske indvandrere. Så glem massevoldtægterne og overgrebene. For i Sverige er alle lige. Og det ville være racistisk at påpege, at kultur har noget at sige – også selvom det skulle være tilfældet.

Ja, man har brugt racismekortet som et religiøst mantra, ”du er racist”, ”jeg er den gode”, og på den måde har man skabt en diskurs, hvor man lukker for diskussionen og ikke længere behøver at argumentere, så længe man er den gode. Og hvis tvivl opstår, kan man altid trække racistkortet igen. Problemet, med en lukket diskurs som denne, er netop at samfundet går i stå. Måske af netop den årsag forties sandheden særligt i Sverige.

Men hvad er konsekvensen, når man ikke længere kan ytre sig? Hvorfor er ytringsfriheden så vigtig? I Sverige har man bevidst rottet sig sammen mod det slemme, slemme “racistiske” parti, Sverige Demokraterne, og på den måde søgt at undgå at de skulle komme til magten. Man har ført en socialdemokratisk politik, der har favoriseret indvandringen som en ”vi skal nok blive rige på det her” bonus. Men det eneste Sverige er blevet rige på ind til videre, er no-go zones og kriminalstatistikker.Jeg forestiller mig ikke, at de vil blive rige i en nær fremtid.

Hvor sandheden særligt forties i Sverige, har den bedre vilkår andre steder i Europa. Et flertal i ti EU-lande ønsker ifølge en undersøgelse at stoppe den muslimske indvandring. Og i Danmark ønsker to ud af tre ifølge Berlingske at begrænse den. Den stigende skepsis over for masseindvandringen er næppe blevet mindre i den senere tid, hvor vi på tværs af Europa har oplevet, og til stadighed oplever, det ene terrorangreb efter det andet, som var det en fast del af vores dagligdag. I mellemtiden bør vi imidlertid stille os selv følgende spørgsmål: Hvornår tør vi printe Muhammadtegningerne igen?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.